Helle Henning

Fredag 27. marts 2009 i Galleriet, Plantagehuset

Se billeder fra arrangementet

Fra Disney til jazz
Har du set Peter Plys, Den Lille Havfrue eller SHREK, så er du måske allerede stødt på hendes navn, for Helle Henning er en flittigt brugt sanger og sang-instruktør, som igennem de sidste ti år har arbejdet bag lærredet, på nogle af de helt store amerikanske tegnefilm, der er blevet versioneret herhjemme.

Som barn af en far der spillede trommer, en mor der var sangerinde i et hjem med klaver, lå det naturligt i kortene at Helle Henning skulle blive noget ved musikken.
Barndomsbyen Helsingør sprudlede af musik og talenter som Morten Remar, Maria Montell, Malene Mortensen og brødrene Lauenbjerg og gennem hele hendes opvækst handlede det om at synge og spille, skrive og lytte til musik. Som så mange andre tog Helle Henning turen omkring Rytmisk Musikkonservatorium og fik en sangeruddannelse og papirerne i orden.
Siden da har hun levet af musikken; som instruktør, underviser, komponist og som udøvende kunstner.
Nu er Helle Henning aktuel med sin 2. solo-CD ”Verden lige her”. Det er det succesfulde pladeselskab Calibrated der for anden gang står bag en udgivelse af sangerindens egne jazz-poetiske sange med danske tekster.
Med sig ved koncerten i Thisted har Helle Henning: Nicolaj Hess (piano), Jonas Johansen (trommer) og Jesper Bodilsen (bas)