Tobias Wiklund Quartet

Fredag den 9. oktober kl. 20 i Plantagehuset, Thisted

Line-up:

Tobias Wiklund: Cornet
Simon Toldam:      Piano
Lasse Mørk:            Bas
Daniel Fredriksson:  Trommer

Engang var det let at kategorisere jazz. En musiker fik ”tildelt”, eller fandt sig en genre, og så var man altså sådan en slags musiker – be-bop, swing, trad., og hvad der ellers er. Sådan er det ikke længere, og den unge svenske trompetist og kornettist Tobias Wiklund er et glimrende eksempel på den nye ”race”, der hverken er for fastholdere eller til at komme udenom.

Og han har det fra barnsben. Tobias Wiklund er født i Sverige 1986 og vokset op i Gävle, hvor musik er en stærk del af byens identitet. Han blev tidligt interesseret i jazz og anden rytmisk musik, men det var først, da hans far forærede ham en Louis Armstrong plade, at den unge Tobias forelskede sig i trompeten. Men han har fortalt, at det ikke så meget var Armstrongs spil, der overbeviste ham om, at han en dag selv ville spille trompet, det var energien i Armstrongs spil. Og arbejdet med den energi har Wiklund fortsat i hele sin karriere. 

Efter musikstudier i Sverige flyttede den 20-årige Tobias til København for at uddanne sig på Det rytmiske Konservatorium, og han blev også hurtigt en fast bestanddel af det Københavnske jazzmiljø. Han er en flittig musiker og i både Sverige og Danmark almindeligvis kendt som trompetist.

Og det er da også trompet han spiller, når han f.eks. vikarierer i DRs Big band eller i Stockholm Jazz Orchestra, men når han spiller i mindre grupper, f.eks. i den norsk/danske trommeslager Snorre Kirks, med rette feterede, kvintet, i både Kira Skov og Maria Faust’s projekter eller, som her, med sin egen gruppe, bruger han altid sit foretrukne instrument, kornetten. En kornet er mindre spids og mørkere i sin klang end trompeten, og meget af Wiklunds personlige udtryk kommer af dette instrumentvalg. Kornetten var lige så anvendt i den tidlige jazz som trompeten, men i nyere tid har kun få jazz- folk udelukkende spillet kornet. 

Med en stor kærlighed til musik af mange former, bevæger Tobias Wiklund sig fordomsfrit mellem et moderne ekspressivt udtryk og en mere traditionel lyd. 

Wiklunds musik swinger ikke alene når rytmegruppen i unison enighed presser spillet fremad. I Wiklunds musik skal bassen ikke altid spadsere i det aftalte tempo, trommeslageren skal ikke spille på, men rundt om beat’et, og pianisten . En frihed, der muliggøres af den dybe fortrolighed, der råder mellem Wiklund og de medspillende, der deler hans ideer: Den svenske trommeslager Daniel Fredriksson og de to danskere, bassisten Lasse Mørck og pianisten Simon Toldam. Hans rundere og mørkere klang på instrumentet afholder ikke Wiklund fra også med mellemrum at bryde ud i flamboyante kaskader på sit instrument og de, der forbinder svensk jazz med melankolsk folketone, går galt i byen, hvis de tror, de kan finde dyrkelsen af dette hos Wiklund. Han vil meget mere end at være melankolsk. Han synes at ville favne hele jazzen, hele dens historie og alle dens udtryksfacetter. 

Billetter kun i forsalg på https://ticket.livebackend.com/thy/e/wiklund/