Jan Harbeck Quartet

31. januar 2020.

Tenorsaxofonisten Jan Harbech spiller sammen med kvartet, som desuden består af Henrik Gunde, piano, Eske Nørlykke, bas samt Anders Holm, trommer.

Den karismatiske tenorsaxofonist og komponist Jan Harbeck har tidligere udgivet fire album i eget navn for Stunt Records. Han har vundet en ”Danish Music Award”, ligesom han har modtaget både Bent Jædig prisen og den prestigefyldte Ben Webster pris.

Jan Harbeck og hans faste gruppe har længe været faste gæster på de fleste af landets jazzscener, ligesom bandet har spillet med stor succes rundt omkring i Europa. Bandets udgivelser har gennem det sidste årti været blandt de absolut bedst sælgende danske, instrumentale jazzplader.

Harbecks stemningsfulde og udadvendte spil befinder sig i den store swing-tradition. Han fremstår aldeles original, ekstremt stilsikker og som en musiker, der graver dybt i sin jazz og som kender betydningen af nærvær. Kun få er i stand til at blæse så megen sjæl i en jazz-ballade som ham. Thomas Michelsen skrev således i Politiken: ”Vi havde engang Ben Webster til at vække sjælen. I dag har vi Jan Harbeck!”

Sammen modtog Henrik Gunde og Jan Harbeck den prestigefyldte Ben Webster Prize 2018, og priskoncertens repertoire blev i høj grad inspirationen til at samle musikken på det nyeste album: The Sound The Rhythm, som er blevet rost til skyerne.

Jan Harbeck, tenorsax
Henrik Gunde, piano
Eske Nørrelykke, bas
Anders Holm, trommer

Der kan bestilles jazzbuffet fra Café Baghuset til 150,- kr.
Buffetten serveres i Plantagehusets café kl. 18.15.
Bestilling på mobil nr. 51557769 senest 29/1 – gerne på sms.

Køb billetter til koncerten og jazzbuffetten her!