Jazz i Thy og Café Baghuset præsenterer Otto Mikkelsen/Jørgen Lorentzen duo, feat. Richmond Bilson
lørdag den 15. juni kl. 11–14
I samarbejde med Café Baghuset arrangerer Jazz i Thy frokostjazz i caféens gård.
Mikkelsen/Lorentzen duo feat. Richmond Bilson spiller jazzstandards og jazzificerede danske sange.
Otto Dahlgaard Mikkelsen (guitar) er
en alsidig guitarist, der befinder sig
inden for flere rytmiske genrer, men har
sit udgangspunkt i jazzen. Han har et
innovativt rytmisk og klangfuldt spil, hvor
forskellige tilgange til jazzguitar kommer
til udtryk. Otto er aktiv musiker i Århus’
musikmiljø, i flere vestafrikanske orkestre
samt børne-musikalske sammenhænge.
Han har en bachelor i Musikvidenskab og
starter i år på en kandidatuddannelse på
musikkonservatoriet i Århus.
Jørgen Lorentzen (bas) bor på Mors, hvor han tidligere har været musikskoleleder og selv har undervist i bl.a. jazz og klassisk musik på klaver og kontrabas.
Nu arbejder han som kirkeorganist i
Durup sogn, hvor han bl.a. arrangerer
salmer i en jazzet retning og præsenterer
kirkegængerne for mere ukonventionelle
besætninger til gudstjenesterne.
Som kontrabassist har Jørgen dyrket
jazzen siden sin ungdom bl.a. som
musikstuderende i Århus.
Som gæst har duoen denne specielle lørdag Richmond Bilson (trompet) fra Ghana med på nogle af sangene. Richmond er en respekteret musiker i Ghanas highlife-miljø i hovedstaden Accra og har desuden sideløbende udforsket jazzens spillestil med inspiration fra nogle af den amerikanske jazz’ store trompetister. Han har desuden tidligere studeret på musikkonservatoriet i Århus. Richmond er i Danmark i forbindelse med en række koncerter over sommeren i Danmark, og han vil tilføje de krydderier til duoen, som vil gøre denne hyggelige lørdag formiddags musik til alt andet end kedelig.
Arrangementet finder sted i gården ved Café Baghuset. Her er man parat til at betjene de fremmødte med mad og drikke.
Arrangementer med frokostjazz på Café Baghuset er et resultat af et flerårigt samarbejde mellem caféen og Jazz i Thy.
Du kan læse mere om Café Baghuset på www.cafe-baghuset.dk.
www.jazzithy.dk