Jesper Thilo Kvartet

Fredag 20. februar 2009 i Plantagehuset, Thisted

Se billeder fra arrangementet

Jesper Thilo er et fænomen, der er helt umuligt at komme uden om, når man taler om dansk jazz. Han spiller alle tænkelige udgaver af saxofoner og klarinetter. Han har været orkesterleder i mange år, og han har spillet sammen med så mange store navne, at det er helt umuligt at remse dem alle op.

Jesper Thilo (født 1941) har været på jazzscenen i over 40 år. Han fik sin første saxofon som 11-årig, men gik over til at spille klarinet og blev konservatorieuddannet klarinettist. Saxofonen blev dog hans hovedinstrument, og han har gennem årene medvirket i utallige sammenhænge – på film og teater, på pladeindspilninger og jazzscenen, og som solist med symfoniorkestre og bigbands. Han har også arbejdet sammen med mange internationale topnavne som fx Ben Webster, Coleman Hawkins og Benny Carter.

Siden 90’erne har Thilo primært dyrket sine egne små grupper; således også her, hvor
– Bo Stief (bas)
– Frands Rifbjerg (trommer) og
– Olivier Antunes (piano)

danner suveræn rytmegruppe for den på én gang store, rummelige, fortællende og autoritative tone, der kendetegner Thilo.