OFFPISTE GURUS

Fredag d.2.december 2011  i Plantagehuset

Se billederne fra koncerten

Vi kan ikke få nok af Fredrik Lundin i Jazz i Thy, og her er han i en helt anden ny og spændende sammenhæng.
Kendere af Fredriks to Music Award-vindende albums med Overdrive, vil formentlig kunne nikke genkendende til den kogende, grund-groove’ene bund og magtfulde saxofon, men der er kommet en ny skrøbelighed til med Trinelises intense vokal og hendes ikke just candyfloss-dryppende tekstunivers.>

OFFPISTE GURUS

Trinelise Væring og Fredrik Lundin følger sjældent den slagne vej. Sammen og hver for sig afsøger de nye musikalske landskaber, og har således ofte kunstnerisk kastet sig ud offpiste. De seneste år har de yderligere været at finde på hver sin ”scene”. Trinelise har senest udgivet det anmelderroste dansksprogede rockalbum ”Lystfisker”, og Fredrik har turneret Europa og Skandinavien tyndt med bl.a. Fredrik Lundin Overdrive. Nu, godt 10 år efter deres seneste fælles udspil, samler de kræfterne igen i Offpiste Gurus. Med afsæt i en bluesy tradition a la Tom Waits og Ricky Lee Jones, har de formuleret deres egen nordiske blues-roots-rock-jazz.

Jazzsaxofonisten og komponisten Fredrik Lundin er en af sin generations mest markante profiler. Sammen med den højt respekterede sanger og sangskriver Trinelise Væring har han med Offpiste Gurus skabt et både iørefaldende, tungt swingende og kompromisløst orkester, fuldt af saft og kraft.

Fredrik Lundin – saxofoner, Trinelise Væring – vocal, Krister Jonsson – guitar, Thomas Vang- bas, Jeppe Gram – trommer