En aften med 3 stjerner ***

Fredag d.9.marts 2012 kl.20 i Plantagehuset

Sangeren Bobo Moreno optræder sammen med pianisten Ole Kock Hansen og bassisten Bo Stief. En absolut all-star trio!

Se billederne fra koncerten

Dette er en dansk trio i verdensklasse. Den bevæger sig på tværs af genrer og tager komponister som bl.a. Cole Porter, Paul Simon, Elvis Costello, Wreeswijk, Burt Bacharach, Lennon / McCartney og sågar U2 under kærlig behandling.

Numrene, hvoraf mange er kendte og med specielle budskaber, tolkes med yderst personlige og originale fingeraftryk. Sangene er i centrum med plads i en åben og virtuos stil, hvor kodeordene er musikalitet og spilleglæde i engageret kontakt med publikum.

Trioens første og længe ventede cd udgivelse “Fifty ways to leave your lover” blev udgivet i august 2010 og har høstet store anmelderroser.

Fokus for trioen er at finde frem til netop de sange, hvor hver musikers særlige musikalitet og personlighed i samspillet får musikken til at flyde med en legende let selvfølgelighed. En sammensmeltning af Bobo Morenos alsidige og virtuose vokal, Ole Kocks smagfulde, harmoniske og solistiske univers og Bo Stiefs brede, klangfulde bas. Og så bidrager de to instrumentalister naturligvis med soli af højeste klasse.

Bobo Moreno er den nye store alsidige sanger, ubesværet og ukompliceret i sin metier. Han har sunget med flere af de mest betydende bigbands i Danmark som f.eks. DR’s Big Band, Earnie Wilkins Almost Big Band, Klüvers, Tivolis, Glindemann’s, Niels Jørgen Steens A-Team m.fl.
Bobo Moreno har også et hjerte, der banker for mere rythm&blues-agtige udtryk. Dette har kunnet opleves både live og i diverse TV programmer sammen med f.eks. Sanne Salomonsen, Bobo and the Bobo Peaches og mange andre.

Bo Stief er en af de danske musikere, som har skabt sig et stort navn både nationalt og i den grad internationalt. Han er en stærkt personlig bassist og komponist med rødder i det nordiske. Bo Stief er en alsidig og dybt engageret musiker, som ikke ser grænser i musikkens verden, og er en af de få, der mestrer både kontrabassen og den elektriske bas på allerhøjeste plan. Han har spillet med i mange meget forskellige sammenhænge med bl.a. Palle Mikkelborg, Entrance, Midnight Sun, Sanne Salomonsen, Eddie Harris, John Scofield, Stan Getz, Miles Davis, Dexter Gordon og Ben Webster. Han har siden 1980 ledet egne bands med stor succes, bl.a. Chasing Dreams og Bo Stief One Song. Bo Stief har medvirket i utallige produktioner på cd og tv i ind- og udland og ikke mindst været med til at gøre dansk basspil verdenskendt.

Ole Kock Hansen er en eminent og bredt favnende musiker, hvis evner som pianist, arrangør, dirigent og komponist siden 1960’erne har etableret ham i toppen af dansk og international jazz. Pianist, dirigent og arrangør for Radioens Big Band gennem mange år i en periode, hvor rytmegruppen bl.a. bestod af Niels-Henning Ørsted Pedersen, som var hans barndomsven og musikalske følgesvend. Etta Cameron, Ben Webster og mange, mange andre har også nydt godt af Oles Kock Hansens fantastiske spil. Han er en stilskaber med rødder både i den danske sangskat og the American Songbook.