Stefan Pasborg ”Firebirds and Other Species”

feat. Fredrik Lundin, Peter Rosendal og Jeppe Tuxen.

Fredag d.30.september 2011 kl.20 i Plantagehuset

Se billederne fra koncerten

Stefan Pasborg er en musiker styret af en indre energi og kraft, der altid udmunder i et stærkt kunstnerisk udtryk.

Han har markeret sig som én af de mest fremtrædende og succesfulde trommeslagere på den danske scene igennem de sidste 10 år, og er samtidig én af de få danske musikere, der har opnået så stor kunstnerisk succes med flere af sine egne orkestre, at han har optrådt over store dele af verden med disse orkestre.

Den markante og succesfulde danske trommeslager, som ustandselig tryller spændende ideer ud af ærmet, fortolker her med sit nye band ” Firebirds and Other Species” udelukkende musik fra den klas­siske verden. Om Pasborg svinger stikkerne i Ibrahim Electric, Odessa 5 eller i andre interessante konstellationer, er kernen altid en utæmmelig energi, hvor det altafgørende er at åbne grænserne og lade hele den musikalske farvepalet komme til syne. Fra det punkede og vilde, det abstrakte og utilpassede, det tilbagelænede og groovy til det smukke og sensitive. Hele suppegryden syder og bobler af alverdens smagfulde krydderier, så pas på! – du får hjertebanken og kriller i maven. Masser af koncerter verden rundt har fyldt godt i kalenderen de senere år, men den opfindsomme orkesterleder har også haft travlt med at komponere og arrangere til dette frodige topfirkløver, der har kastet deres kærlighed på klassiske navne som Igor Stravinsky, Arov Pärt og Rimskij-Korsakov. I denne gruppe, som Pasborg har valgt at opkalde efter Igor Stravinskys ‘Firebird’ (Ildfuglen), har han samlet en kvartet, som udelukkende vil fortolke musik fra den klassiske verden!

Mød op til en udfordrende aften, hvad enten du er til klassisk eller jazz – eller begge dele.

Fredrik Lundin: saxofoner.

Peter Rosendal: horn, klaver og keyboards.

Jeppe Tuxen: keyboards og orgel.

Stefan Pasborg: trommer og percussion