Organic3 feat. Benjamin Koppel

Lørdag den 11.januar 2014 kl.20 i Thisted Musikteater

Opvarmning af Ngomakoma som spiller en blanding af originalt musik og kopi af kunstnere som John Scofield og George Duke.
Gruppen har eksisteret siden 2012, og består af unge musikere fra forskellige steder i Jylland.

Se billederne fra koncerten

Svedig souljazz er nøgleordet når Organic3 sætter fra land med enorm energi og spillelyst. Souljazz, jazz, latin, boogaloo og blues er nogle af de stilarter bandet kommer igennem.

En stor del af Organic3 ‘s repertoire er skrevet af N. O. Sørensen, som også har startet Organic3 og har samlet nogle af Jyllands absolut bedste musikere.

Benjamin Koppel, saxofon

Alsidighed og innovation er blandt nøgleordene for den anerkendte og prisbelønnede saxofonist Benjamin Koppel, der allerede som 15-årig dannede sit første band og siden har udgivet over 25 albums i eget navn. Ligesom sin far, komponisten og hammondorgel-spilleren Anders Koppel og sin farfar, pianisten og komponisten Herman D. Koppel, komponerer Benjamin Koppel både musik, samtidig med at han også selv er udøvende musiker. Benjamin Koppels eget instrument er saxofon i alle størrelser. Dem spiller han både klassisk, jazz, pop, og rock på. Som komponist er Benjamin Koppel en meget alsidig herre, og inspirationen finder han bl.a. hos Michael Jackson, Stevie Wonder, Sonny Rollins, Beethoven og Bartók. Som medlem af rock–pop orkesteret Moonjam viser han også her sin alsidighed indenfor den rytmiske musik

Benjamin Koppel er efterhånden kendt verden over og har spillet med mange verdensnavne i tidens løb.

ORGANIC3:

Niels Ole Sørensen, Hammondorgel

Kapelmesteren Niels Ole Sørensen, på sit skrummel af et hammond, er en funky herre, der ikke ”bare” lægger en solid bund, men også kan fyre den af i nogle overraskende og intelligent sammensatte soloer. Og så har han en evne til at komponere funky numre, der med enkle midler sidder lige i skabet.

Niels Ole Sørensen var årets Nordjyske Jazznavn 2009 og er nu formand for den nordjyske jazz festival JazzyDays i Tversted

Uffe Steen, guitar

Gennem en lang karriere har Uffe Steen udviklet et originalt og personligt udtryk på instrumentet, der giver hans musik et umiskendeligt præg.
Spillet er medrivende, opfindsomt og aldrig forudsigeligt, og bevæger sig ubesværet mellem blues, pop og jazz ved hjælp af hans originale, sammenhængende og glidende bluesfrasering.

Esben Bach, trommer

Fantastisk groovemaster. Super swingende trommeslager, både med stikker og whiskers. Har spillet masser af jobs med bl.a. den  kendte hammondorganist Kjeld Lauritsen.

 

Både Uffe Sten,Niels Ole Sørensen og Benjamin Koppel har tidligere gæstet Jazz i Thy .

Uffe Steen gav publikum en uforglemmelig oplevelse i Jazz i Thy’s første koncert  september 2007 og Niels Ole Sørensen lod sammen med  Right Stuff og  Anders Gaardmand  fra Radioens Big Band publikum medrive i et brag af en koncert i januar 2008  . I  september 2009 medvirkede de begge i koncerten Organic3 feat. Uffe Steen . Benjamin Koppel besøgte os i januar 2013 sammen med  Thommy Andersson og Morten Lund.Koppel/Andersson/Lund
Videoer fra koncerten: