Martin Schack Kvartet Jazz på Dansk II

Fredag den 5.februar 2016  kl.20 i Plantagehuset, Thisted
Se billederne fra koncerten her 

Pianisten Martin Schack har igen samlet et stjernehold af jazzmusikere omkring udvalgte danske sange, som nu er udkommet på en ny cd: ”Jazz på Dansk II”.

Forgængeren ”Gamle sko på nye fødder” (Jazz På Dansk I) blev udnævnt til at være blandt de bedste jazzudgivelser i 2010.
Nu kan man høre og opleve numrene på den nye cd live. Martin Schack Kvartetten tilføjer elementer fra jazzen ud fra arrangementernes karakter, men bevarer samtidigt respekten for de oprindelige melodier. Således kan du nyde Martin Schacks smagfulde musikalske udgaver af blandt andet Carl Nielsens: ”Sænk Kun Dit Hoved, Du Blomst”, ”Den Lille Ole”, ”Nu Går Våren Gennem Nyhavn”, ”Danmark Nu Blunder Den Lyse Nat”, ”Jeg Plukker Fløjlsgræs” og mange andre. Alle sangene spillet med respekt for det oprindelige forlæg tilsat et dybt og swingende beat, der har sin rod i den jyske muld.

Til projektet har Martin Schack allieret sig med nogle af de allerbedste. Morten Ramsbøl på bas, Michael Olsen på sax og Morten Lund på trommer spiller med så megen musikalsk tyngde og indføling, at det ikke er uden grund, at de er så efterspurgte.

Selv sidder Martin Schack ved pianoet. Her fabulerer han frit over melodierne med en rytmisk timing, der er suveræn. Han spiller dele af den oprindelige melodi, nogle gange bare en stump,. Han improviserer og digter videre på melodierne, men hele tiden har han melodien i hjertet.

Tilsammen giver de fire musikere de udvalgte sange en helt ny bund, hvorfra de kan gro og udvikle sig. Så kom og oplev hvordan det lyder, når klassikerne får et jazzet løft.

I Østen stiger Solen op på YouTube