Otto Mikkelsen Trio

Frokostjazz på Café Baghuset

16. juni 2018 kl. 11 – 14

Siden efteråret 2013 har denne jazztrio erobret spillesteder og kirker bl.a. på Mors og i Salling, og de står nu for det næste store togt: Thyboernes Café Baghuset lørdag d. 16. juni.

Guitarist Otto Mikkelsen har lavet rekognosceringsøvelser på denne lokation, da han spillede her til Frokostjazz i 2013, og har således lagt en holdbar strategi for at vinde lokalbefolkningens gunst: Raffinerede jazzstandards, hoppende bossa nova-numre samt jazzificerede salmer og folkesange – ledsaget af Café Baghusets lækre frokostmenu. Otto Dahlgaard Mikkelsen kommer oprindeligt fra Mors, og er bosat i Århus, hvor han studerer musik på universitetet og spiller med forskellige århusianske bands. Udover at spille og undervise i jazzguitar, spiller han også guitar i to århusianske afrobands, African Footprint og Djala, med rødder i hhv. Ghana og Senegal. I sin spillestil kan man bl.a. høre inspirationen herfra, krydret med inspirationen fra moderne jazzguitarister, der afspejles i Ottos rytmiske og klangfulde guitarspil. Jørgen Lorentzen bor på Mors, hvor han tidligere har været musikskoleleder, og selv har undervist i bl.a. jazz og klassisk musik på klaver og kontrabas. Nu arbejder han som kirkeorganist i Durup sogn, hvor han bl.a. arrangerer salmer i en jazzet retning, og præsenterer kirkegængerne for mere ukonventionelle besætninger til gudstjenesterne. Som kontrabassist har Jørgen dyrket jazzen siden sin ungdom bl.a. som musikstuderende i Århus. Henrik Brandt er bosat i Skive, hvor han spiller og underviser i saxofon, udover sit arbejde i psykiatrien. Han har i sin ungdom i København været en aktiv del af jazzscenen, hvor han bl.a. spillede med jazzguitaristen Jacob Fischer og i københavnske bigbands. I de senere år har Henrik for alvor taget saxofonen op igen, og behersker således tenor, bariton og sopran på et sublimt niveau. Man vil bl.a. kunne høre reminiscenser af flere af jazzens store tenorsaxofonister, navnligt Dexter Gordon, i Henriks spillestil, på denne varme sommerdag i det Thy’ske.

Skriv et svar